Vinproduktion starter naturligt nok i marken med at plante vinstokke. Mange steder i verden kan man i princippet plante sin egen vin i haven og så gå i gang, mens andre steder (f.eks. i EU) er der streng kontrol med tilplantning af vinmarker. Men skal vinen være god skal den have en anden placering end rosenbedet i haven! Den skal have et klima, der egner sig til vindyrkning.
Et klima, der modner druerne igennem en lang og varm (men ikke for varm) sommer med kølige sommernætter, så druerne bevarer deres syre. De skal helst plantes, så de vender rigtigt mod solen – får lidt sol giver umodne druer og for meget sol kan give overmodne druer. For at tilpasse mængden af sol kan man varierer bladhænget på vinstokkene og binde planterne op på forskellig måde.
Jorden skal være ordentlig drænet og det gør normalt ikke noget at vinstokken skal “kæmpe” for at få vand og næring. I EU er det forbudt at kunstvande, mens det mange steder i den “nye” vinverden er tilladt (f.eks. Chile og Argentina). Hvis man kunstvander, må man ikke give for meget – det udtynder vinene.
Udbyttet fra vinstokkene har en meget stor indflydelse på vinens kvalitet. Vil man have intense og koncentrerede vine, skal man holde udbyttet nede. Det kan gøres ved at beskære vinstokkene kraftigt og ved “grøn høst”, hvor man tidligt på sæsonen fjerner hele drueklaser for at give de tilbageblevne mere saft og kraft. Øger man udbyttet ved f.eks. at bruge for meget gødning, så får man kedelige og udtyndede vine. Selvom moderne teknikker har gjort det muligt at øge udbyttet overalt i verden, så er der grænser. Og vil man have store, koncentrerede vine, så må man betale hvad det koster og holde udbyttet på et lavt niveau.
Vinproduktion kan opdeles i består af 4 hovedprocesser: Forberedelse, gæring, modning og aftapning. Indholdet i disse processer afhænger af druesorten og af hvilken vin, man vil have. Det er vigtigt at huske, at uanset hvilken vin man vil lave er saften i druerne uden farve, og det gælder også selv om drueskallen har den mørkeste blå farve farve eller den lyseste og blegeste grønne nuance. Rødvinens farve kommer fra drueskallerne, ikke fra saften. Rødvinenes garvesyre kommer også fra skaller samt kerner og en gang imellem også fra stilkene. Det betyder, at man kan lave hvidvin på blå druer, hvis man ikke blander de blå druers skaller sammen med saften.
Vinproduktion er i høj grad et naturfænomen. Hvis man bare lader druerne være, vil de helt automatisk selv lave vin. Saften i druerne er fuld af sukker og når skallen sprækker, så går gærcellerne, der sidder på skallen i gang med gæringsprocessen. Det er dog ikke altid, at de “naturlige” gærceller på skallen er effektive nok og så kan vinmageren bruge andre naturligt fremkommet gærceller, f.eks. dem, der naturligt er til stede i den fugtige vinkælder.
Selve gæringsprocessen omdanner sukkeret til alkohol og danner på den måde vinen.
PRODUKTION AF ROSÉVIN
Inden for EU skal man lave rosé, som om man vil lave en rødvin og så fjerne mosten fra drueskallerne, når den lige netop har fået den rette lyserøde farve. Det er kun i Champagne, at man må blande rød- og hvidvin sammen. Uden for EU gælder denne regel ikke – her må man blande rød- og hvidvin til rosévin.
PRODUKTION AF HVIDVIN
Sædvanligvis presses druerne lige så snart de ankommer til vineriet, og skallerne fjernes. Andre gange knuses skallerne og ligger så og udblødes i en dags tid eller to, så saften får mere aroma og smag. Men hvidvinsmost gærer ikke på skaller og stilke. Hvidvins gæringstemperatur er meget lavere – mellem 16 og 18 grader – sammenlignet med de fleste rødvines gæringstemperatur på 25-28 grader. Det er, fordi man ikke skal bruge farve og garvesyre, men derimod friskhed og aroma, hvilket man bedst opnår ved lavere temperaturer. Den vigtigste enkeltbegivenhed i moderne vinproduktion har været indførelsen af effektive metoder til kontrol af gæringstemperaturer – og virkningen har været endnu mere dramatisk inden for hvidvin end for rødvin.
Et stigende antal fine hvidvine gæres på de små barrique-fade. Man vil gerne give vinene den samme lidt brændte vanillesmag, som de får, når de lagrer på barrique, og smagen bliver mere integreret, og går op i en højere enhed med frugten og bliver finere.
De fineste, søde vine laves på druer, der er så søde, at der stadig er sukker tilbage i vinen, når gæringen stopper. Andre tilsætter sød, ugæret most til den færdige vin (sker bl.a. med nogle vine i Tyskland), og man kan også standse gæringen, før al sukkeret er blevet omdannet til alkohol.
Nogle hvidvine gennemgår den malolaktiske gæring, men ønsket om frugtsyre medfører ofte, at vinmageren fjerner gærbakterierne gennem filtrering eller lammer dem med svovldioxid. så man undgår denne gæring.
PRODUKTION AF MOUSSERENDE VIN
Champagne-metoden anvendes til produktion af de bedste mousserende vine (se vores afsnit om Champagne). Men alle mousserende vine skal, medmindre de laves ved, at man pumper kuldioxid ind i vinen under pres, have tilsat gær og sukker til grundvinen og siden gære i en lukket beholder. På den måde bliver kuldioxiden i vinen og er klar til at skumme i glasset, når flasken åbnes.
PRODUKTION AF HEDVIN
Hedvin laves ligesom rød- eller hvidvin, men med den forskel, at der tilsættes druesprit enten under gæringen, så den standses, og der stadig er en restsødme tilbage i vinen (f.eks. i Portvin eller Madeira), eller også når vinen allerede er gæret færdig og er blevet helt tør (f.eks. i Sherry eller i Sercial Madeira).