Hvor mange har ikke hørt nogle sige “der skulle være så smukt i Toscana”, og efterfølgende sige “der må vi ned engang”. Der er efterhånden heller ikke den dansker, som ikke har rejst i Toscana. Der er en utrolig skønhed over det toscanske bølgende højland. Foråret kommer tidligt, og om sommeren står solen på himlen fra morgen til aften. Efteråret er langt, men mildt, og vinteren kold og kort. Der er noget unikt ved at stå på en bakketop og kigge ud over Toscanas landskab. Så langt øjet rækker kan man se den ene smukke vinmark efter den anden. Der er ikke den bakketop eller skråning, hvor der ikke er plantet vinstokke eller oliventræer på.
På toppen af disse bakketoppe og skråninger ligger vingårdene, også kaldet Castello eller Fattoria. Toscana strækker sig fra havet i vest, appenninerne i øst, Lombardiet i nord og Lazio provisen i syd. Omkring 68% af Toscana er bjergland og kun 8% er lavland. Vinmarkerne er plantet i højder fra 150- 600 meter, hvor langt de fleste kvalitetsvine produceres. Så der er vel ikke noget at sige til, at kunstenere af forskellig art med tiden er blevet inspireret af landskabet. Det var f.eks. i Toscana at Leonardo da Vinci malede Mona Lisa.
Vindyrkningen i Toscana var op til 1950erne domineret af store ejendomme ejet af adelige velhavende lokale familier, der blev drevet af en mængde forpagtere. Men da dette blev afskaffet i 1950erne og 60erne dalede kvaliteten drastisk. Der blev sat en stopper for både investering og vedligeholdelse, og det var først i 1980erne, at der igen kom skub i produktionen af kvalitetsvine. Både ved at nogle af de forfaldne ejendomme blev solgt til de lokale, men også at der kom udlændinge til områderne og investerede i vinproduktionen. Det er måske også derfor, at det stadigvæk kan komme som en stor overraskelse, at det netop er Italien, der nu er verdens største vinproducent. Eksporten af vin til Danmark er da også steget de sidste par år. Fra at eksportere ca. 8% i 1997 er det steget til ca. 11% i 1999. En tendens der ser ud til at vare ved ind i dette årtusinde.
Klassifikation
Set ude fra, kan det måske godt være underligt at tænke sig, at klassifikationerne DOC og DOCG efter manges mening ikke nødvendigvis er de bedste vine, men derimod Vino da Tavola.
DOC er en forkortelse af Denominazione di origine Controllata. DOC systemet, også kaldet lov “930”, har selv producenterne været skeptiske overfor, og i mange tilfælde har de da også valgt ikke at klassificere deres egne vine som DOC-vine. Den enkelte forbruger er typisk heller ikke villig til at betale overpriser for en DOC vin, når der er så meget andet godt i Toscana. I bund og grund, er det de strenge og præcise regler med f.eks. meget nøjagtige procentsatser for mængden af vindruer, der har været skyld i den dårlige reklame for DOC systemet. Da myndighederne heller ikke har været gode til at gennemtvinge reglerne, er det blevet derefter.
DOCG som er forkortelse af Denominazione di origine Controllata e Garantita blev tilføjet i 1962 (samtidig med DOC), og skulle forbeholdes landets absolutte kvalitetsvine. Det var dog først i 1980, at systemet blev taget i brug. For Chiantis vedkommende var det en kæmpe succes, at man i 1984 forfremmede vinen til DOCG status og nedsatte udbyttet fra 80,5 til 52,5hl/ha. Der vil i fremtiden være muligheder for, at DOCG kategorien vil stå for kvalitet.
Vino da Tavola, også kaldet Supertoscana’ere blev i tidernes morgen udviklet på grund af, at der var for meget bælle vin i Italien. Det er en ordinær bordvin, som blev udviklet i 1960erne og 70erne, og i starten nærmest for sjov. De fine resultater med f.eks. Cabernet overraskede dog en del, og efterhånden er der ikke mange vinproducenter i Chianti som ikke har forsøgt sig med at producere denne prestigepræget vintype. Som Chianti, bliver den lagret på små fade, og den er efterhånden rigtigt populær hos forbrugerne. Vino da Tavola skal dog ikke forveksles med andre landes billige bordvine, da det er nogle af de dyreste og fineste vine uden for DOC/DOCG klassifikationen. Desuden har vinene en længere levetid op til ca. 15 år. Vægten ligger på røde vine, men man er efterhånden begyndt mere og mere at producere hvide Vino da Tavola, dog ikke med samme succes endnu.
IGT er forkortelse af Indicazione Geografica Tipica en vinkategori der blev indført i 1992. Med tiden er det deres hensigt at Vino da Tavola skal afløses af IGT.
Vintyper
Chianti Classico
Chianti Classico også kaldet “hjertet af Toscana”. Producenter som aftapper deres vin i Classico området kan blive medlemmer af “Gallo Nero” “Den sorte Hane”. De har derved tilladelse til, at sætte en lille oblat på flaskehalsen med hane-symbolet. Det er måske forkert at antyde, at vinene i Classico området skulle være bedre end dem udenfor, men der er store chancer for, at der indenfor Classico området produceres gode Chiantier. Prisen er derfor også lidt højere end almindelige Chiantier, og det er derfor meget sjælden, at man får Chianti Classico under kr. 50,00.
Der er to forskellige Chianti typer. Der er de unge og friske vine der allerede må sælges i det efterfølgende forår efter høsten. De har en del syre, og domineres meget af duften fra frugten. Den anden type Chianti, er Riserva, som først må frigives efter tre års lagring på fad eller flaske. Dette bevirker at prisen bliver skruet i vejret. Det er dog ikke et must, at vinen skal ligge på f.eks. fad. Vinen behøver faktisk slet ikke at have været i berøring med træfade. Det har derfor været fremme, at denne kategori skulle opgives i fremtiden. Riserva er ligeledes vine, hvor der som regel er 1 – 1,5% mere alkohol og mere smag.
Der er måske mange, der godt kunne få den opfattelse at Toscana kun leverer Chianti vine. Men der tager man fejl. Længere syd på i Toscana, er der lige så vigtige vine som f.eks. Brunello di Montetalcino, Carmignano og Vino Nobile di Montepulciano. Vinene syd på bliver mere fyldigere, intense og alkoholrige, og ligger da også kvalitetsmæssigt mellem de bedste.
Brunello di Montalcino
Brunello di Montalcino er den yngste af de ansete italienske vine. Det er da også her at Sangiovese når toppen af modenhed, bl.a. på grund af de varme dage og de kølige aftener og nætter. Vinene her er fyldigere end noget andet sted i Toscana, og alkohol procenten ligger ofte over de 14%.
Carmignano
Det pudsige ved Carmignano vinene er, at vinmarkerne ca. ligger i mellem 50 – 200 meters højde hvilket er usædvanlig for Sangiovese druen. Her er der mulighed for at druen modnes helt, og Carmignano har da også ry for at være en af Toscanas bedste vine. I 1975 opnåede Carmignano selvstændigt DOC-status, og var den første toscanske DOC vin, der tillod brugen af Sauvignon. I 1988 opnåede de ligeledes DOCG status.
Vino Nobile di Montepulciano
Det er en vin, der udelukkende produceres i byen Montepulciano. Helt tilbage i det femtende århundrede blev vinen rost til skyerne, men den har dog ikke i samme grad udvist de samme kvalitetsmæssige sider som f.eks. Chianti og Brunello. Der er dog med årene sket fremskridt, og der har været en del forsøg hvad angår alternative druesorter og små egefade. Niveauet er dog aldrig til samme prestige- eller prisniveau som f.eks. nogle af de bedre Chianti Classico Riserva. Selve vinen er fyldigere og mere alkoholrig end Chianti pga. den lidt varmere produktionszone.
Vin Santo
Vin Santo, også kaldet “hellig vin”, er en dessertvin som produceres i hele Toscana. De traditionelle druer, der benyttes i Vin Santo er henholdsvis Trebbiano og Malvasia. Før i tiden var det små fade lavet af kastanje á ca. 50 – 300L der blev brugt, men efterhånden er man gået mere over til eg. Vin Santo findes i et utal af stilarter, lige fra den mest tørre til den sødeste vin. Selve vinenes kvalitet kan variere enormt. Dels pga. druesammensætningen, men også pga. at der er så mange små producenter, som producere Vin Santo. Derfor kan der også forekomme en del flasker med dårlig kvalitet – især pga. alt for lang fadlagring. DOC reglerne kræver mindst tre år, og de bedre producenter frigiver ikke deres vine før efter fem års fadlagring. For de mest traditionelle Vin Santo kan en fadlagring vare fra fire til over ti år. En stor del af den producerede Vin Santo i Toscana er dog ikke DOC vin.
Druetyper
Man skønner at der er over 2000 forskellige druesorter i Italien. Følgende er således en kort beskrivelse af nogle af de vigtigste druesorter i Toscana.
Sangiovese
Sangiovese er den vigtigste blå drue i Toscana og betegnes også som Chianti druen. Den findes i næsten alle afkroge af Italien. Sangiovese gør sig især bemærket ved at modnes langsomt og sent. Efterhånden bliver Sangiovese da også blandet med bordeauxdruen Cabernet Sauvignon både til Chianti og Vino da Tavola.
Trebbiano
Trebbiano er for hvidvine hvad Sangiovese er for rødvinene – grundlaget for at der ud fra produktionen i sidste ende kommer kvalitetsvine. I øjeblikket er det folk, der går efter billige priser som køber hvidvine fra Toscana. Der er dog en tendens til, at der eksperimenteres med f.eks. Chardonnay og Sauvignon som modnes på højere liggende vinmarker, hvor f.eks. Sangiovese har svært ved at modnes. Det er dog ikke lykkes vinbønderne, at producere hvide kvalitetsvine i en sådan grad, som man havde ønsket det. Det er dog ikke druens kvalitet, der er skyld i dette, men snarere mange på erfaring og teknik.
Canaiolo
Canaiolo er en meget sjælen drue, og er da også de seneste år gået kraftigt tilbage. Druesorten har for det meste været værdsat for sin modstandskraft mod råd.
Mammolo
En ligeledes sjælen druesort. Det er en tung parfumeret blå druesort, der giver vinene duft af violer. Den kan sammenlignes med Petit Verdot i den klassiske Medoc.
Malvasia
Der er flere forskellige Malvasia sorter, som hvide, røde, tørre og søde. Det er en af mest plantede druesorter i Italien. Generelt for dem alle er, at de efterhånden taber terræn i de forskellige zoner.
Brunello
Brunello er betegnelsen for en Sangiovese, der er særlig velegnet til vinmarkerne i Montalcino i Toscana, hvor der produceres Brunello di Montalcino.
Ligeledes er f.eks. følgende vine stort repræsenteret i Toscana. Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc, Semillon og Chardonnay.
Årgange
Det er altid vanskeligt og kan nogle gange være risikabelt at købe vin efter en årgangstabel. Det skyldes, at kvaliteten og karakteren kan variere kraftigt fra den ene producent til den anden.
Når det der tales om Toscana indenfor de seneste 20 år er det specielt årgangene 82, 85, 88, 90 og 97 der skal lægges mærke til. 1982 var exceptionelle holdbare. 1985 havde ligeledes holdbare vine, hvor nogle af de bedste nok skal til at drikkes nu inden det er for sent. 1988 var et lille år hvad angår kvalitet, men med nogle gemmevine.
1990 var et år med store kvalitetsvine hvor der stadigvæk er mulighed for at gemme de bedste. 1997 var en exceptionel årgang ud over det sædvanlige som Robert Parker gav hele 98 point. Flere producenter er også allerede nu løbet tør for denne årgang.