​​​​Italien

Italien er vel et af de mest komplicerede vinlande overhovedet. Der dyrkes vin i alle afkroge af landet og der findes et utal af lokale druer. Italien er verdens største producent og selvom der findes klassifikationer (DOC, DOCG), er noget af det bedste (og dyreste) vin ikke klassificeret men betegnes som IGT (Indicazione Geografica Tipica) – det tidligere Vino da Tavola (bordvin).

Italien er kendt for mange ting, f.eks. fodbold, biler, mad, modetøj m.m. – og alle af meget høj kvalitet. Tag navne som Juventus, Milan, Ferrari, Parma-skinke, Mozzarella, Versace, Gucci – alle mærkevarer af høj kvalitet. Sådan har det (desværre) ikke altid været med vin. De fleste danskere har vel lært om italiensk vin fra vinmærker som Lambrusco, Soave, Chianti og som noget der er billigt, let at drikke og lidt tyndt. Sådan lærte vi italiensk vin at kende i 70’erne og sådan var meget af vinen dengang. Siden er der sket meget. Mange italienske vinproducenter har gennemført en “Ferrari-proces”, hvor man i stedet for mængde producerer kvalitet – til gengæld for en højere pris.

En producent som Angelo Gaja (Piemonte) har været forgangsmand ved at stoppe med at anvende kunstgødning og kemikalier og ved at nedsætte udbyttet pr. vinstok markant. Også i Toscana, hvor man fremstillede en masse Chianti i bastflasker, var der flere der fandt ud af, at vin kunne produceres på en anden måde og at kvaliteten derved blev kraftigt forøget. En af foregangsmændene der var Pierro Antinori.

I dag ser billedet anderledes ud. Kvalitet er kommet i højsædet i det fleste regioner. Det har betydet større kendskab til og eksport af italienske kvalitetsvine – også til Danmark. Italien har et udbud af forskellige vine, baseret på egne druer (Nebbiolo, Sangiovese, Barbera m.m.) med egne karakteristika, der er større end noget andet vinland og producerer samtidig mere internationale vine på de gængse druer Cabernet Sauvignon, Chardonnay m.m.

Så kast dig ud i italiensk vin – det er forvirrende men oplevelsesrigt, varierende og meget spændende. Du finder links til de enkelte distrikter til højre i menuen.

Sælg eller køb vin på VinForum VinAuktion