Eksporten af sydafrikansk vin satte ny rekord i 2013, når det drejer sig om mængde. Det skyldes især stigende forbruger interesse i England, Tyskland og USA. I alt blev der eksporteret 525,7 mill. liter vin sidste år, en stigning fra rekordåret 2012 på hele 26%, viser de nyeste tal fra Wines of South Africa (WoSA).
Det er især de to vigtigste markeder England og Tyskland, der driver væksten men Sydafrika er også ved at få fodfæste på verdens største vinmarked, det amerikanske, hvor eksporten steg med 37%.
WoSA’s nye direktør, Siobhan Thompson, siger, at den amerikanske vækst var betydelig og at man er sikker på at opnå en langsigtet vækst på dette vigtige marked.
WoSA tror også at en del af væksten skyldes, at høsten i store dele af Europa – især Frankrig – var relativ lille i 2012 og at sydafrikansk vin derfor har taget noget af markedet fra disse lande.
Et mindre udbud fra andre lande har også hjulpet Sydafrika. F.eks. er Sauvignon Blanc fra New Zealand steget i pris de sidste år og her kan en sydafrikansk sauvignon lukke hullet i den billige del af markedet.
Endelig skyldes en del af succes at den sydafrikanske valuta lige nu er ret svag og det gør vinene billigere. Der er endnu ikke kommet nogle tal for eksporten i værdi – men her forventes det, at væksten er mindre.